Den Eventyrlige Parade
Siden Eventyrteatret begyndte at lave forestillinger i 1991, har Den Eventyrlige Parade været et fast element i efterårets store familiemusicals.
Allerede inden gæsterne bevæger sig ind i Glassalen, bliver de mødt af eventyrlige karakterer fra forestillingens univers, der byder velkommen og sørger for, at den magiske stemning indfinder sig.
Den Eventyrlige Parade er en slags totalteater, hvor publikum inddrages i forestillingen i stedet for kun at være tilskuere.
De unge skuespillere i Paraden er nemlig det første og det sidste, publikum møder.
I pausen fastholder Paraden publikum i forestillingens univers, ved at underholde og interagere med gæsterne.
Paraden deltager desuden i forestillingens store sangnumre, hvor de synger og optræder blandt publikum.
Udover at fastholde publikum i universet, skaber Paraden en uvurderlig dialog med gæsterne.
De unge skuespiller bliver derfor trænet i at inddrage gæsterne, hvilket gør et stort indtryk på publikum og ofte får ros i anmeldelser af forestillingerne.