Den grimme ælling

8. oktober – 23. oktober 2005
Glassalen i Tivoli

Der er så dejligt ude på landet, kornet står gult og havren grøn men i andegården bliver den lille nye ælling drillet. Den er for stor, for kluntet og grim. Børn som voksne håner den. Da den har trådt lærerinden over tæerne, er blevet generet af sine søskende og afvist af sin mor flygter den ud af andegården. I den store verden støder den på den seje skadepige, der har prøvet lidt af hvert, vildgæssene der ved alt om, hvordan man får fat i en pige og den ser med beundring på svanerne der danser på vandet.

Alt imens vokser ællingen sig større og større. Katten og Kykkelilavben forsøger at få den til at slå sig ned hos dem, men længslen hiver ællingen ud i verden, ud i den kolde vinter der næsten tager livet af den. Da foråret kommer, smider den sine sidste grå fjer. Og da den bruser over søen mod svanerne opdager den pludselig, at den ikke længere er en grim og kluntet and, men én af de smukke fugle.