Modtager af Eventyrprisen 2025

Magnus Haugaards’ rejse på og udenfor Eventyrteatret

Interview med Teaterleder Susanne Vognstrup

Hvorfor valgte du i sin tid at starte på Eventyrteatret?

Jeg gik i mange år og overvejede at starte, men jeg turde ikke helt tage springet. Jeg havde en ven, der gik på teatret, og han fortalte, at de manglede drenge. Da der i 2012 igen var optagelsesprøve, tog jeg mod til mig og meldte mig til – og det har jeg aldrig fortrudt.

Hvilken rolle har du lært mest af?

Rollen som Jokul i Valhal (2012) lærte mig noget helt grundlæggende om at stå på en scene. Det var min første store teaterproces, og jeg voksede meget i løbet af den. Senere var jeg heldig at få andre store roller, hvor jeg skulle spille karakterer, der var væsentligt ældre end mig selv, hvilket jeg brugte lang tid på at forberede mig på.

Hvornår gik det op for dig, at du ville være skuespiller?

Jeg kan ikke pege på ét specifikt øjeblik. Det føltes mere som om, jeg blev trukket i en bestemt retning. Jeg har været utrolig privilegeret og heldig da teater har været en del af mit liv, siden jeg var lille. Jeg spillede teater både i folkeskolen og på ungdomsuddannelsen, og da jeg blev ældre, fandt jeg Eventyrteatret. Så det føltes helt naturligt at gå den vej.

Hvilket råd vil du give til dem, der går på Eventyrteatret og drømmer om at blive skuespiller?
Hvis du vil være skuespiller, så er det vigtigste, du kan gøre at spille en masse teater. Gør det så meget som muligt, arbejd og øv dig på det, for det er som en muskel, der skal trænes. Du opdager hele tiden nye ting om dig selv og faget. Det fantastiske ved skuespil er, at man konstant udvikler sig. Og hvis du allerede går på Eventyrteatret, så er du godt på vej, da du her får lov at bruge en masse tid på at spille, dygtiggøre dig og få det hele ind under huden.

Er der noget særligt, du har lært på Eventyrteatret, som du har taget med dig videre?
Helt klart disciplin. Det lyder måske hårdt, men det handler om at møde op til tiden og kunne sine ting, ikke kun for ens egen skyld, men i særdeleshed også for andre. Jeg har også fået en stærk fornemmelse af, hvad det kræver at stå foran et stort publikum og spille den samme forestilling mange gange og hvilken stamina det kræver at holde noget vedlige.

Hvad drømmer du om at lave om 10 år?
Jeg drømmer om at have et arbejdsliv, der er lige så nuanceret, som det er i dag. Jeg elsker, at mine opgaver er forskellige, at jeg får lov at lege med forskellige genrer, temaer og typer af roller. Min drøm er, at det kan fortsætte sådan. Og at jeg også får mulighed for at skabe mine egne projekter helt fra bunden.

Hvordan føles det for dig at sidde som publikum i Eventyrteatret i dag?
Helt eventyrligt. Først og fremmest føles det som at komme hjem. Det er en overvældende oplevelse at mærke al den kærlighed, der strømmer op fra scenen fra de børn og unge, der står dér og oplever noget, jeg selv har oplevet på egen krop. Det går lige i rygsøjlen og spreder sig som en varme. Det er også en kærlighedsoplevelse, fordi nogle af mine bedste venner er nogen, jeg har mødt her. Hver gang der er premiere, er det et glædeligt gensyn med en tid, der betyder enormt meget for mig. Det er en stor glæde at komme tilbage og mærke, at det, man har været en del af, stadig eksisterer og udvikler sig.

Magnus Haugaard vinder Eventyrprisen i 2025 overrakt af direktør på Eventyrteatret Susanne Vognstrup.