Kejserens nye klæder

4. oktober – 20. oktober 2002
Glassalen i Tivoli

Den selvoptagne kejser Ludvig de Luxe har kun øje for sine klæder og interesserer sig hverken for sit hof, sit rige eller sin kone. En dag kommer to bedragere til byen. Viggo og Werner påstår, at de kan væve klæder med den forunderlige egenskab, at de er usynlige for enhver, der er dum eller uduelig. Kejseren bliver begejstret, og de de to vævere går straks i gang med at væve.

I slottets kælder bor også en kejser: Rotten Scrotte, der hersker over mus og rotter. Scrottes tro væbner, Arnold Schwartzesmutter, konkurrerer med ”skrotrotterne” om, hvem der er mest sej. 

På grund af Kejserens overforbrug er der mangel på mad i kælderen, men rotterne får hjælp af de små mus, Kevin Klein, Pjevs og Sofie. Da Scrotte ser Sofie, bliver han vimmer-vild, Og mens kejseren i sin garderobe drømmer om sit nye tøj, drømmer alle mus og rotter om at blive topmodeller eller popstjerner.

I kejserens by bor også den lille dreng Frederik. Han bliver mobbet af de store børn, fordi han ikke går i mærkevaretøj. Men han får hjælp af musen Kevin, som giver ham et godt råd: Næste gang du møder nogen, der fører sig frem med deres tøj, så skal du bare sige dem sandheden!

I forestillingen møder vi også sprælske modedamer, dansende bøjler, musepigegruppen Cheesflippers med det store hit ”Air-Q”, hiphop-rotter som jonglerer med musene, gøglere og mange andre festlige og fornøjelige figurer.