Tidligere eventyrbørn

Tidligere eventyrbørn til Eventyrteatrets 25 års jubilæumsfest, oktober 2016 i Cirkusbygningen - foto: Hasse Ferrold
2.000 børn og unge siden 1991

Gennem 30 år er mindst 2.000 børn og unge blevet undervist på Eventyrteatrets Dramaskole i sang, dans og drama. Mange har medvirket i teatrets forestillinger, og nogle har senere fået en karriere som professionel scenekunstner. Uanset hvilken vej, de har valgt, er alle 'eventyrbørn' blevet livskunstnere og har fået værdifulde kompetencer med sig fra teatrets verden. Siden 2014 har teatret hvert år uddelt Eventyrprisen til et tidligere eventyrbarn, der som scenekunstner har efterlevet teatrets motto: Det kræver talent at have talent!
   

Cecilie Stenspil - første modtager af Eventyrprisen 2014 - sammen med børn og unge fra Eventyrteatret - foto: Hasse Ferrold
Cecilie Stenspil - Eventyrprisen 2014

I 2014 var Cecilie Stenspil (f. 1979) den første modtager af Eventyrprisen. Cecilie var blandt de første børn på Eventyrteatret og medvirkede i flere forestillinger. Efter uddannelsen på Skuespillerskolen ved Odense Teater har Cecilie medvirket i skuespil, musicals og teaterkoncerter på store danske teaterscener og spillet fru Helene Auerland i samtlige sæsoner af TV 2's populære dramaserie "Badehotellet".

Se artikel med Cecilie og hendes bror, Simon Stenspil
Se interview med Cecilie og Marie Dalsgaard
Se video hvor Cecilie takker for Eventyrprisen  

Silas Holst, tidligere elev på Eventyrteatret og modtager af Eventyrprisen 2015 - foto: Mikkel Hauge Kofoed
Silas Holst - Eventyrprisen 2015

Silas Holst (f. 1983) var også blandt de første børn på Eventyrteatret, som for den unge Silas var et fristed fra hverdagens mobning i skolen - et emne som Silas holder foredrag om for skolebørn over hele landet. I dag er Silas den danske musicalscenes ukronede konge, og han er desuden den eneste, som tre gange har vundet den populære tv-konkurrence "Vild med dans", senest i efteråret 2019 med nydanseren  Jakob Fauerby. I 2015 blev Silas den anden modtager af Eventyrprisen.

Se video hvor Silas Holst fortæller om Eventyrteatret

Amalie Dollerup, tidligere skuespiller på Eventyrteatret og modtager af Eventyrprisen 2016  - foto: Hasse Ferrold
Amalie Dollerup - Eventyrprisen 2016

Som 6-årig var Amalie Dollerup (f. 1986) den yngste medvirkende i Eventyrteatrets forestilling "Jorden rundt" i Teltet på Bakken i sommeren 1993. Som barn medvirkede Amalie også i musicals på Amager Scenen og Det Ny Teater, samt i tv-serierne "Strisser på Samsø" og "Kun en pige", hvor hun spillede Lise Nørgaard som barn. Efter uddannelsen ved Skuespillerskolen i Aarhus var Amalie tilknyttet Aalborg Teater. De senere år er Amalie blevet folkeeje som overklassepigen Amanda i TV 2's "Badehotellet", og i 2016 blev hun den tredje modtager af Eventyrprisen. 

Se artikel om Amalie Dollerup

Mikkel Reenberg, tidligere skuespiller på Eventyrteatret og modtager af Eventyrprisen 2017 - foto: Hasse Ferrold
Mikkel Reenberg - Eventyrprisen 2017

Mikkel Reenberg (f. 1981) kom til Eventyrteatret som teenager i 1994 efter nogle år som balletbarn ved Det Kongelige Teater. I Eventyrteatret spillede Mikkel bl.a. soldaten i "Fyrtøjet". Efter sin uddannelse ved Skuespillerskolen i Aarhus modtog han i 2010 Reumerts Talentpris. Ved Eventyrteatrets 25 års jubilæumsfest i Cirkusbygningen i 2016 var Mikkel primus motor for de gamle eventyrbørns jubilæumsshow som den gennemgående figur: en forrygende parodi på teaterleder Susanne Vognstrup. I 2017 blev Mikkel den fjerde modtager af Eventyrprisen.

Se hilsen fra Mikkel Reenberg i 2004

Alex Høgh Andersen, tidligere skuespiller på Eventyrteatret og modtager af Eventyrprisen 2018 - tv. teaterleder Susanne Vognstrup th. bestyrelsesformand Rudi Nielsen - foto: Hasse Ferrold
Alex Høgh Andersen - Eventyrprisen 2018

Alex Høgh Andersen (f.1994) var i 2018 den yngste modtager af Eventyrprisen. Efter adskillige hovedroller i Eventyrteatrets musicals, bl.a. som Ridder Arthur i "Sværdet i stenen" og Dionysos i "Herkules", blev Alex i 2016 castet til hovedrollen som Ivar The Boneless i HBO's internationale tv-serie "Vikings". Rollen i den succesfulde serie har gjort Alex til en internationalt kendt tv-stjerne, og over to milllioner fans fra alle verdensdele følger den unge skuespiller på Instagram.

Se video-interview med Alex

Marie Dalsgaard, tidligere skuespiller på Eventyrteatret og modtager af Eventyrprisen 2019 - fra venstre: teaterleder Susanne Vognstrup, skuespiller Marie Dalsgaard og bestyrelsesformand Rudi Nielsen - foto: Hasse Ferrold
Marie Dalsgaard - Eventyrprisen 2019

I 2019 blev Marie Dalsgaard (f. 1978) den sjette modtager af Eventyrprisen. I 2001 sluttede Marie sine seks år på Eventyrteatret med titelrollen i 10 års jubilæumsforestillingen "Snedronningen" i Cirkusbygningen. Efter uddannelsen ved skuespillerskolen i Aarhus var Marie otte år på Det Kgl. Teater, bl.a. i Det Røde Rum, hvor en gruppe yngre skuespillere fik mulighed for at 'genopfinde' teatret. I 2019 besluttede Marie at stoppe på Det Kgl. Teater, og hun har efterfølgende bl.a. medvirket i spillefilmene "Dronningen", "Gooseboy" og "Undtagelsen". 

Se video-interview med Marie
Se interview med Marie og Cecilie Stenspil 

De allerførste elever på Eventyrteatret til teatrets 25 års jubilæumsfest i Cirkusbygningen, oktober 2016  - foto: Tilsted & Co
Eventyrbørn som i dag er scenekunstnere

Alex Høgh Andersen, Allan Hyde, Amalie Dollerup, Anne Plauborg, Anton Gansted, Christian Bergman, Cecilie Stenspil,  Clara Rugaard, Daniel Vognstrup, Emil Hartmann, Fanny Bornedal, Frederik Brorsson, Frederik Scharff, Henrik Lund, Jeff Schjerlund, Joachim Fjelstrup, Josefine Feit, Josefine Moody, Josephine Ellefsen, Josefine Tvermoes, Julie Christiansen, Kasper Stensbirk, Katrine Fenger, Kevin Leo, Kitt Maiken Mortensen, Louise Bottelet, Lukas Toya, Magnus Haugaard, Marie Dalsgaard, Marie Tourell Søderberg, Martine Levinsen, Mathilde Lundberg, Mette Alvang, Michael Slebsager, Mikkel Hansen, Mikkel Hilgart, Mikkel Reenberg, Nadin Reiness, Nanna Rossen, Niels Dampe, Niels Skovgaard Andersen, Niklas Kongerslev, Oliver Lundqvist, Regina Sloth, Rikke Eberhardt, Rikke Lylloff, Rikke Westi, Sandra Elsfort, Sara Poulsen, Siff Andersson, Silas Holst, Simon Bennebjerg, Simon Stenspil, Stefan Hjort, Tara Toya, Vika Dahlberg.

Elever på Eventyrteatret 2016 til teatrets 25 års jubilæumsfest i Cirkusbygningen, oktober 2016 - foto: Tilsted & Co
Eventyrbørn under udd. til scenekunstner

Alberte Kyst (*DDSKS Fredericia, musical), Jonathan Stahlschmidt (DDSKS København, skuespil), Julian Kellermann (DDSKS Fredericia, musical), Kristoffer Eriknauer (DDSKS Aarhus, skuespil), Linea Høeg Olsen (DDSKS Fredericia, musical), Lukas Toya (DDSKS Odense, skuespil), Magnus Bruno Jakobsen (DDSKS Fredericia, musical), Maria Vinther (DDSKS Fredericia, musical), Mathias Hartmann (DDSKS Fredericia, musical), Sebastian Alstrup (DDSKS København, skuespil), Sofie Løland (Performing Arts School i Gøteborg). *DDSKS = Den Danske Scenekunstskole

Fra Eventyrteatrets musical "1001 nats eventyr" 2009 - foto: Ole Mortensen
Eventyrlige kompetencer i bagagen

Uanset hvilken vej de vælger i livet, kan de fleste 'eventyrbørn' bruge deres erfaringer og kompetencer fra Eventyrteatret: Disciplin, forberedelse, selvtillid, sceneerfaring og evnen til at improvisere er nogle af de egenskaber, som tidligere eventyrbørn nævner. Også tolerance og evnen til at skabe relationer og 'performe' nævnes som klassiske eventyr-kompetencer. Men det mest værdifulde er de varige venskaber, der opstår på teatret. Her fortæller seks af de første eventyrbørn hvad tiden på Eventyrteatret har betydet for dem, både arbejdsmæssigt og privat.