Valhal

5. oktober til 21. oktober 2012 
Glassalen i Tivoli

I modsætning til de andre piger i Midgård hader Skjoldmøen Grid ufred og krig. Så da Vølven udpeger hende til at kæmpe mod en truende fare, der kan udløse Ragnarok, prøver hun forgæves at stikke af. Sammen med en jætte, to alfer og en gud sendes hun i kamp mod Valravnen, der i sin blodtørst hærger jorden.

Vi møder Odin og de andre guder i Asgård, jætterne i Udgård og vikingerne i Midgård. Valkyrier skænker mjød for krigerne i Valhal, mens ravnene Hugin og Munin holder Odin underrettet om, hvordan Grid og hendes venner klarer sig.

Fotos: Ole Mortensen, Tilsted & Co.

Anmeldelser

“Eventyrteatret bekræfter positionen som et af Danmarks absolut bedste børneteatre”

CPH Culture

Michael Søby

“Eventyrteatret bekræfter positionen som et af Danmarks absolut bedste børneteatre med deres storslåede opsætning af VALHAL. Gunvor Reynberg har i sit manuskript lade sig inspirere af den nordiske mytologi, men det er i mindst ligeså høj grad som iscenesætter, hun fejrer triumfer. “

Sjov for børn

Tina Magling

“Min datter og jeg var blevet inviteret ind for at anmelde familiemusicalen Valhal i Glassalen i Tivoli. Det er Eventyrteateret, der igen i år spiller i og op til skolernes efterårsferie, og da vi aldrig før har oplevet en forestilling med de talentfulde unge mennesker, ja så var vi meget spændte på, hvordan de unge ville klare denne for os meget ambitiøse forestilling.”

Ringsted Dagblad

Knud Cornelius

“Eventyrteatrets børn og unge er for 21. år i træk klar med underholdning i stort format til efterårsferien. Emnet er den nordiske mytologi, og der er en god morale i hele fortællingen.”

Kultur for unge

Ann-Katrine Myrup Andersen 

“En ting jeg hverken kan eller vil lægge skjul på, er at jeg er himmelskudt i Eventyrteatrets forestillinger. Jeg kan således ikke komme udenom det faktum, at Eventyrteatret år efter år i nu tyve år, har overdynget mig med den smittende begejstring og feststemning, der til alle tider finder sted, når Eventyrbørnene går løs på scenen.” 

Information

Anne Middelboe Christensen

“De 80 (!) unge Eventyrteater-performere synger og danser i Glassalen med scenetække, som var de finaledeltagere i MGP alle sammen. Og Reynbergs iscenesættelse boltrer sig uhindret mellem seje tøsenumre og fed machosatire. Synge kan de alle sammen.”

Weekendavisen

Frederikke Winther

“Så blev det endelig oktober og tid til Eventyrteatret. Forventningerne er tårnhøje, for er der noget, børnene i Eventyrteatret kan, er det at spille, danse og synge, så det kan mærkes i hele kroppen.”